IKKE DØD ENDNU: En modstandsbevægelse er født

På den skæbnesvangre dato, fredag den 13., blev en modstandsbevægelse født: Med netværket "Ikke død endnu" kræver mennesker med handikap en stemme i eutanasi-debatten, der ellers domineres af raske 'eksperter' med et unuanceret syn på det værdige liv.


Handikap er en hovedårsag til, at mennesker efterspørger eutanasi eller assisteret selvmord. Alligevel bliver mennesker med handikap meget sjældent inkluderet i debatten om aktiv dødshjælp.

- Spørgsmålet om aktiv dødshjælp hænger blandt andet sammen med, hvilken hjælp vi alternativt tilbydes til at leve godt med sygdomme og handicap, udtaler Sarah Glerup fra netværket.
- Derfor går det simpelthen ikke, at vi kun inddrages i debatten som tavse dækbilleder, eller hvis vi allerede har valgt at vi vil dø.


Vi vil debattere - ikke bare debatteres

Dagen forinden havde havde et andet medlem af netværket, Jan Jakobsen, der har muskelsvind og bliver holdt i live af en respirator, været i Deadline for at tale om sin kronik 'Det er også mit liv, I taler om.' Som skribent, byrådspolitiker og bestyrelsesmedlem i Muskelsvindfondens troede Jan, at han ville blive behandlet som en hvilken som helst anden debattør. Han tog fejl.

- Vi skal tale om, hvad livet er værd i en krop, som er et fængsel, lød tv-værtens introduktion, selvom Jan hverken er mere eller mindre fanget i sin krop end ethvert andet menneske.
Jans krop har bare et handikap. Dernæst blev Jan interviewet separat og personligt som en "case", der siden kunne blive fremlagt for og debatteret af de rigtige debattører. To kernesunde eksperter, der befinder sig milevidt fra målgruppen for aktiv dødshjælp.
- Det blev dråben, der fik mig og en håndfuld andre til at starte netværket “Ikke død endnu”, siger Jan.

Netværkets syn på aktiv dødshjælp udspringer hverken af religiøse eller liberale principper - men af levede liv, hvor medlemmerne er afhængige af hjælp hver eneste dag.
- Vi er stærkt bekymrede for, hvad aktiv dødshjælp vil betyde for vores liv - og vi vil høres, fastslår Jan Jakobsen. 

Kommentarer