Ikke død endnu mener, at det er vigtigt at debattere på et oplyst grundlag. Her samler vi faktuel viden om de praktiske erfaringer med aktiv dødshjælp fra lande, hvor eutanasi, assisteret selvmor eller begge dele er legaliseret.
Som hovedregel angiver patienterne ikke "smerte" som den primære grund til at ønske aktiv dødshjælp. Globalt set er den typiske ”patient” er hvid, ældre, veluddannet og har kræft.
Kilde: "Attitudes and Practices of Euthanasia and Physician-Assisted Suicide in the United States, Canada, and Europe" (2016)
De to diskussioner hænger sammen, viser tallene, for parallelt med nedskæringerne i velfærd er efterspørgslen på aktiv dødshjælp steget særligt blandt borgere uden privat sygesikring: Fra 1998-2012 havde 35 pct. af de, der fik aktiv dødshjælp, ingen privat sygesikring. I 2013 gjaldt det hele 56 pct.
Samtidig angiver et stigende antal patienter, at ønsket om at dø skyldes økonomiske omkostninger ved behandling (fra 2,7 pct. i snit i perioden 1998-2012 til 5,6 pct. i 2013) eller frygt for at ligge sine nærmeste til last (fra 12 pct. i 1998 til hele 49 pct. i 2013).
Symptommæssigt er det primært konsekvenser af handikap, der kunne afhjælpes med fx hjælperordning og ældrepleje, som får borgerne i Oregon til at bede om aktiv dødshjælp. De fem hyppigste argumenter er nemlig: "Tab af autonomi" (93 pct.), "har sværere ved at deltage i aktiviteter" (89 pct.), "tab af værdighed" (73 pct.), "følelse af at være en belastning" (49 pct.) og "tab af kontrol over kropsfunktioner" (37 pct.). Til sammenligning angiver kun 28. pct. "smerter" som årsag.
Kilde: Statistisk rapport fra Oregon (2013).
Den hollandske model, hvor læger godkender ønsket om aktiv dødshjælp, nævnes tit i debatten som en god måde at sikre sig mode glidebaner. I praksis har Holland imidlertid erfaret, at værnet er utilstrækkeligt.
Antallet af mennesker, der får aktiv dødshjælp er steget drastisk, siden eutanasi blev legaliseret i 2002, så det i dag næsten 4 pct. af alle dødsfald i Holland, som skyldes aktiv dødshjælp.
Mens andelen af patienter, der får aktiv dødshjælp pga. kræft er faldet (fra ca. 88 pct. i 2013 til ca. 72 pct. i 2015), fylder ikke-dødelige diagnoser mere og mere.
Hjerte- og lungelidelser udgjorde ca. 2 pct. i 2003 - men ca. 8 pct. i 2015.Neurologiske lidelser, fx ALS, udgjorde ca. 2 pct. i 2003 - men ca. 6 pct. i 2015.
Demens og psykiske lidelser var ikke lovlige grunde fra begyndelsen, men dukker op i statistikken fra 2012. Disse diagnoser udgør også en voksende andel.
Kilde: Regional Euthansia Review Committees Netherlands, Annual report (2015)
Hvert år vurderer den medicinske komite, der har med eutanasi at gøre, at en håndfuld sager ikke har fuldt lovens retningslinjer. Det er små tal – under 1 pct. Men der er store mørketal, for langt fra alle tilfælde af aktiv dødshjælp indrapporteres til komiteen. I 2010 blot 77 pct.
Kilde: Studie i The Lancet (2012)
Som nævnt ovenfor er målgruppen for aktiv dødshjælp i Holland voksende, så fx psykiske lidelser nu også kan være en gyldig grund. Et interessant studie af sådanne sager fra 2011-14 har vist, at den mulighed især benyttes af socialt isolerede kvinder (70 pct. var kvinder, ensomhed eller social isolation var en primær motivation i 56 pct. af sagerne.) Depression var den primære underliggende diagnose hos 55 pct. Dertil kom psykoser, PTSD, angst, neurokognitive diagnoser, somatoforme lidelser, spiseforstyrrelser, længerevarende sorg og autisme.
Studiet viste desuden, at lægekontrollen var utilstrækkelig. 27 pct. af de personer, der fik aktiv dødshjælp pga. en psykisk læge, fik det fra en helt ny læge, i de fleste tilfælde fra den mobile End-of-Life-eutanasiklinik, som bl.a. er oprettet for at tage imod de patienter, der ellers har fået nej af egen læge. 11 pct. havde ikke en uafhængig psykiater inde over. Og hele 24 pct. fik dødshjælp, selvom der var uenighed blandt det medicinske personale.
Kilde: Studie af the National Institute of Health i USA (2016)
I nyere tid er Holland også begyndt at godkende aktiv dødshjælp til mennesker, der ikke selv beder om det - fx demente og spædbørn. Det sidste efter den såkaldte "Groningen-protokol", som lægerne Verhagen og Sauer beskrev i 2005. Deres argument var, at eftersom nogle læger alligevel gav spædbørn eutanasi i det skjulte, kunne man lige så godt gøre det lovligt. Denne type argumentation har hver gang ligget til grund for, at Hollands målgruppe er blevet udvidet.
Ifølge Groningen-protokollen er tre grupper af spædbørn kandidater eutanasi:
Kilde: "The Groningen Protocol — Euthanasia in Severely Ill Newborns" (2005)
I februar 2013 fulgte Verhagen op på protokollen i Journal of Medical Ethics efter at have undersøgt alle rapporterede eksempler på dødshjælp til børn under 12 måneder fra 2001-2010. I 40 pct. skyldtes beslutningen en vurdering af børnenes livskvalitet – ikke at de var døende. Han er imidlertid ikke foruroliget og anser aktiv dødshjælp til spædbørn for et godt alternativ til abort: "some parents may prefer the option of euthanasia for very sick babies to termination of pregnancy, because the level of certainty around diagnosis and prognosis is much clearer after birth (...) why should that not be permissible as an alternative to second trimester termination?"
Den kongelige hollandske lægeforening (KNMG) tilslutter sig Verhagens argumentation og har i en udmelding tilføjet, at forældrenes lidelser ved at se på deres syge barn også kan være et argument for spædbørnseutanasi.
Globale tendenser: Smerte er ikke et hovedargument
I de lande, hvor aktiv eutanasi eller assisteret selvmord er lovlig, angives mellem 0,3 pct. og 4,6 pct. af alle dødsfaldene i landet at skyldes en form for aktiv dødshjælp. I samtlige af disse lande er frekvensen af denne type dødsfald løbende steget, efter aktiv dødshjælp er blevet lovliggjort.Som hovedregel angiver patienterne ikke "smerte" som den primære grund til at ønske aktiv dødshjælp. Globalt set er den typiske ”patient” er hvid, ældre, veluddannet og har kræft.
Kilde: "Attitudes and Practices of Euthanasia and Physician-Assisted Suicide in the United States, Canada, and Europe" (2016)
Canada: Nyeste eksempel på ekstrem glidebane
Canada indførte aktiv dødshjælp i form af både eutanasi og assisteret selvmord i 2016, men i praksis er 99,9 pct. af aktiv dødshjælp i landet eutanasi. Udviklingen dokumenterer en klokkeklar glidebane:
Efter parlamentariske debatter om, hvordan man undgik en glidebane a la den, man så i Belgien, vedtog Canada en lov om aktiv dødshjælp med flere 'safe guards' til at beskytte sårbare grupper: Ansøgeren skulle være døende inden for 'nær fremtid', og to uafhængige læger eller nurse practitoners (sygeplejersker med videreuddannelse) skulle godkende ønsket, som skulle fremsættes skriftligt.
Lægers fortolkning af 'nær fremtid' var indledningsvis, at folk skulle dø inden for ca. 6 måneder. Praksis ændredes dog snart til inden for 5 år, så 10 år, og i 2021 fjernede Canada også juridisk ethvert krav om, at ansøgeren skulle være døende. Det vage begreb "uoprettelig lidelse" er nu eneste kriterium, hvilket eksempelvis døvhed er kommet ind under.
Det er allerede vedtaget at udvide målgruppen til at omfatte psykiske lidelser, og det forventes, at såkaldt "modne" canadiske børn snart skrives ind i loven om eutanasi.
Konsekvenserne for individuelle canadiere ramt af handikap, fattigdom eller begge dele er allerede nu så tydelige, at vi har valgt at skrive en separat artikel om det.
Kilder: "Third Annual Report om Medical Assistance in Dying in Canada" (2021), "10.000+ Canadian Euthanasia Killings in 2021" (2021)
Kilder: "Third Annual Report om Medical Assistance in Dying in Canada" (2021), "10.000+ Canadian Euthanasia Killings in 2021" (2021)
Oregon: Dårlig velfærd øger ønsket om aktiv dødshjælp
I den amerikanske delstat Oregon blev assisteret selvmord legaliseret i 1994. Ligesom i Danmark kørte debatten om legalisering af aktiv dødshjælp parallelt med en debat om, at der skulle spares på den velfærd, der er forudsætningen for, at fx ældre og mennesker med svære handikap kan leve omtrent som alle andre frem for at skulle flytte på institution.De to diskussioner hænger sammen, viser tallene, for parallelt med nedskæringerne i velfærd er efterspørgslen på aktiv dødshjælp steget særligt blandt borgere uden privat sygesikring: Fra 1998-2012 havde 35 pct. af de, der fik aktiv dødshjælp, ingen privat sygesikring. I 2013 gjaldt det hele 56 pct.
Samtidig angiver et stigende antal patienter, at ønsket om at dø skyldes økonomiske omkostninger ved behandling (fra 2,7 pct. i snit i perioden 1998-2012 til 5,6 pct. i 2013) eller frygt for at ligge sine nærmeste til last (fra 12 pct. i 1998 til hele 49 pct. i 2013).
Symptommæssigt er det primært konsekvenser af handikap, der kunne afhjælpes med fx hjælperordning og ældrepleje, som får borgerne i Oregon til at bede om aktiv dødshjælp. De fem hyppigste argumenter er nemlig: "Tab af autonomi" (93 pct.), "har sværere ved at deltage i aktiviteter" (89 pct.), "tab af værdighed" (73 pct.), "følelse af at være en belastning" (49 pct.) og "tab af kontrol over kropsfunktioner" (37 pct.). Til sammenligning angiver kun 28. pct. "smerter" som årsag.
Kilde: Statistisk rapport fra Oregon (2013).
Holland: Lovgivning og læger værner ikke mod en glidebane
Den hollandske model, hvor læger godkender ønsket om aktiv dødshjælp, nævnes tit i debatten som en god måde at sikre sig mode glidebaner. I praksis har Holland imidlertid erfaret, at værnet er utilstrækkeligt.Antallet af mennesker, der får aktiv dødshjælp er steget drastisk, siden eutanasi blev legaliseret i 2002, så det i dag næsten 4 pct. af alle dødsfald i Holland, som skyldes aktiv dødshjælp.
Mens andelen af patienter, der får aktiv dødshjælp pga. kræft er faldet (fra ca. 88 pct. i 2013 til ca. 72 pct. i 2015), fylder ikke-dødelige diagnoser mere og mere.
Hjerte- og lungelidelser udgjorde ca. 2 pct. i 2003 - men ca. 8 pct. i 2015.Neurologiske lidelser, fx ALS, udgjorde ca. 2 pct. i 2003 - men ca. 6 pct. i 2015.
Demens og psykiske lidelser var ikke lovlige grunde fra begyndelsen, men dukker op i statistikken fra 2012. Disse diagnoser udgør også en voksende andel.
Kilde: Regional Euthansia Review Committees Netherlands, Annual report (2015)
Hvert år vurderer den medicinske komite, der har med eutanasi at gøre, at en håndfuld sager ikke har fuldt lovens retningslinjer. Det er små tal – under 1 pct. Men der er store mørketal, for langt fra alle tilfælde af aktiv dødshjælp indrapporteres til komiteen. I 2010 blot 77 pct.
Kilde: Studie i The Lancet (2012)
Som nævnt ovenfor er målgruppen for aktiv dødshjælp i Holland voksende, så fx psykiske lidelser nu også kan være en gyldig grund. Et interessant studie af sådanne sager fra 2011-14 har vist, at den mulighed især benyttes af socialt isolerede kvinder (70 pct. var kvinder, ensomhed eller social isolation var en primær motivation i 56 pct. af sagerne.) Depression var den primære underliggende diagnose hos 55 pct. Dertil kom psykoser, PTSD, angst, neurokognitive diagnoser, somatoforme lidelser, spiseforstyrrelser, længerevarende sorg og autisme.
Studiet viste desuden, at lægekontrollen var utilstrækkelig. 27 pct. af de personer, der fik aktiv dødshjælp pga. en psykisk læge, fik det fra en helt ny læge, i de fleste tilfælde fra den mobile End-of-Life-eutanasiklinik, som bl.a. er oprettet for at tage imod de patienter, der ellers har fået nej af egen læge. 11 pct. havde ikke en uafhængig psykiater inde over. Og hele 24 pct. fik dødshjælp, selvom der var uenighed blandt det medicinske personale.
Kilde: Studie af the National Institute of Health i USA (2016)
I nyere tid er Holland også begyndt at godkende aktiv dødshjælp til mennesker, der ikke selv beder om det - fx demente og spædbørn. Det sidste efter den såkaldte "Groningen-protokol", som lægerne Verhagen og Sauer beskrev i 2005. Deres argument var, at eftersom nogle læger alligevel gav spædbørn eutanasi i det skjulte, kunne man lige så godt gøre det lovligt. Denne type argumentation har hver gang ligget til grund for, at Hollands målgruppe er blevet udvidet.
Ifølge Groningen-protokollen er tre grupper af spædbørn kandidater eutanasi:
- Børn, som vil dø snart uanset hvad (fx børn med lungehypoplasi).
- Børn med ringe prognoser, som vil forblive afhængige af intentiv behandling (fx pga. alvorlige hjerneskader og organskader)
- Levedygtige børn med alvorlige handicap (fx svære tilfælde af rygmarvsbrok)
Kilde: "The Groningen Protocol — Euthanasia in Severely Ill Newborns" (2005)
I februar 2013 fulgte Verhagen op på protokollen i Journal of Medical Ethics efter at have undersøgt alle rapporterede eksempler på dødshjælp til børn under 12 måneder fra 2001-2010. I 40 pct. skyldtes beslutningen en vurdering af børnenes livskvalitet – ikke at de var døende. Han er imidlertid ikke foruroliget og anser aktiv dødshjælp til spædbørn for et godt alternativ til abort: "some parents may prefer the option of euthanasia for very sick babies to termination of pregnancy, because the level of certainty around diagnosis and prognosis is much clearer after birth (...) why should that not be permissible as an alternative to second trimester termination?"
Den kongelige hollandske lægeforening (KNMG) tilslutter sig Verhagens argumentation og har i en udmelding tilføjet, at forældrenes lidelser ved at se på deres syge barn også kan være et argument for spædbørnseutanasi.
Kommentarer
Send en kommentar